Kernen i stenene bliver glasagtig, når de brændes, men dog lidt porøs. Stenene skal ikke renses i vand før anbringelsen i ovnen, og de må ikke komme i vand, ikke en gang delvist. De kan langsomt absorbere vand. Hvis en sten med fugtighed indvendig varmes hurtigt og kraftigt op, vil vandet fordampe og udvide sig inden i stenen og måske ødelægge den.
Sten monteret i ovnen kan få fugtighed indvendig, hvis de anbringes i et lukket kar, hvis der står vand i bunden af ovnen efter saunabadet, eller hvis de ligger i en sauna uden bund, så fugten kan trænge op fra undergrunden – især om vinteren, hvor der kan dannes kondensvand på de kolde sten.
Der må ikke kastes vand på stenene før de er driftsvarme. Prøv med en meget lille mængde – hvis der kommer en tydelig hvislende lyd fra vandets fordampning på stenenes overflade, og stenene ikke forbliver våde i flere sekunder, er det i orden at starte med vandpåkastning (saunagus).
Stenene skal anbringes så de, så vidt muligt, ikke kan forskubbe sig, og med så meget luft imellem som muligt. De runde sten eller mellemlægs-stenene skal ligge nederst, de pyramideformede tetra sten med de mange fordybninger skal altid ligge øverst.
Saunaer med automatisk vandtilsætning skal have en opstartsfunktion, hvor vandtilsætningen tidligst starter 30 min. efter at ovnen er tændt. Brug om muligt demineraliseret (afkalket) vand til saunagusene, så kalkaflejringer minimeres.
Fjernelse af kalkaflejringer fra stenenes overflade
Husk at bruge sikkerhedsbriller og andre nødvendige personlige værnemidler, når du arbejder med syre. Afkalk stenene udendørs eller i et godt ventileret rum.
- Fyld en plastspand halvt op med stenene.
- Fyld vand i spanden, indtil stenene lige akkurat er dækket. Vandet må gerne være varmt. Tæl antal liter.
- Lav en 3% saltsyre (HCL) opløsning ved at fylde lige så mange deciliter saltsyre (30%) i vandet som der er liter vand (altid syren i vandet, aldrig omvendt). Alternativt bruges et anerkendt afkalkningsmiddel.
- Lad syren opløse kalken, til den kemiske aktivitet stopper og kalkbelægningen er opløst.
- Fyld spanden op med rent vand for at fortynde eventuelle syrerester, og skyl.
- Fjern evt. mørk fedtet belægning fra æteriske olier med en stiv børste, og skyl stenene igen.
- Læg stenene til tørre på et sugende underlag, evt. hjælp med hårtørrer eller ved at tænde ovnen kortvarigt.
- Læg stenene tilbage i ovnen, når du er sikker på, at de er helt tørre.
- Herefter kan du nyde saunaen i lang tid inden næste afkalkning, typisk 6-12 måneder afhængigt af brug.