
Kernen i stenene bliver glasagtig når de brændes, men dog lidt porøs.
Stenene skal ikke renses i vand før anbringelsen i ovnen og de må ikke komme i vand, ikke en gang delvis. De kan langsomt absorbere vand. Hvis en sten med fugtighed indvendig varmes hurtigt og kraftigt op, vil vandet fordampe og udvide sig inden i stenen og måske ødelægge den.
Sten monterede i ovnen kan få fugtighed indvendig, hvis de anbringes i et lukket kar, hvis der står vand i bunden af ovnen efter saunabadet eller hvis de ligger i en sauna uden bund, så fugten kan trænge op fra undergrunden især i vintertiden, hvor der kan dannes kondensvand på de kolde sten.
Der må ikke kastes vand på stenene før de er driftsvarme, d.v.s. når saunaen har nået en temperatur nær den sædvanlige arbejdstemperatur. Prøv med en meget lille mængde. Hvis der kommer en tydelig hvislende lyd fra vandets fordampning på stenenes overflade, og stenene ikke forbliver våde i flere sekunder, er det i orden at starte med vandpåkastning (saunagus).
Stenene skal anbringes så de, så vidt muligt, ikke kan forskubbe sig og med så meget luft imellem som muligt. Det sikrer en god ventilation i ovnen og skåner varmelegemerne. De runde sten eller mellemlægsstenene skal ligge nederst, de pyramideformede tetrasten med de mange fordybninger skal altid ligge øverst, med de små pyramideformede tetrasten allerøverst.
Saunaer der fungerer som tylarier med automatisk vandtilsætning skal have en opstartsfunktion, hvor vandtilsætningen starter tidligst 30 min. efter at ovnen er tændt. Hvis det er muligt, så brug demineraliseret (afkalket) vand til saunagusene, så kalkaflejringer minimeres.
Hvis gusvandet er kalkholdigt, vil der med tiden dannes en lys film af kalkaflejringer. Det hæmmer varmefordelingen i stenen, og dens overflade kan briste. Når kalklaget bliver så tykt, at det begynder at skalle af i flager, er det på tide at afkalke stenene — ligesom man afkalker en kaffemaskine eller en kogekedel.
Fjernelse af kalkaflejringer fra stenenes overflade
HUSK AT BRUGE SIKKERHEDSBRILLER OG ANDRE NØDVENDIGE PERSONLIGE VÆRNEMIDLER NÅR DU ARBEJDER MED SYRE. DU KAN FÅ SYREN OG DETALJEREDE SIKKERHEDSANVISNINGER HOS DIN LOKALE MATERIALIST, APOTEK ELLER BYGGEMARKED. HUSK OGSÅ AT AFKALKE STENENE UDENDØRS ELLER I ET GODT VENTILERET RUM!
- Fyld en (eller flere) plastspand eller anden plastbeholder halvt op med stenene.
- Brug et litermål og fyld vand i spanden, indtil stenene lige akkurat er dækket af vand. Vandet må gerne være varmt, det fremmer processen. Tæl hvor mange liter du har fyldt på, og husk det. Stenene vil så absorbere det rene vand. Det vil mindske absorberingen af syre og gør afkalkningen nemmere.
- Lav en 3% saltsyre (HCL) opløsning ved at fylde lige så mange deciliter saltsyre (30%) i vandet, som der er vand i liter (HUSK: altid syren i vandet, aldrig omvendt!). Eller brug et anerkendt (koncentreret) afkalkningsmiddel til f.eks. kaffemaskiner og kogekedler — det er mere skånsomt, men det tager længere tid.
- Syren begynder nu at opløse kalken. Lad det stå til der ikke kan spores mere kemisk aktivitet i form af syden og boblen omkring stenene, og naturligvis indtil den lyse kalkbelægning er helt opløst. Hvis den kemiske aktivitet stopper før kalklaget er helt væk, gentages processen.
- Fyld nu spanden helt op med rent vand, så den syrerest, der måtte være tilbage, fortyndes til under 1%. Herefter kan det hældes ud, og spanden fyldes igen med rent vand.
- Efter afkalkningen kan der være trængt rester af æteriske olier fra saunagusene ud på overfladen af stenene. Det kan ses som en mørk, fedtet belægning. Den kan fjernes med en stiv børste/skuresvamp eller en højtryksrenser med nedsat tryk eller stor spredning på dysen. Derefter skylles stenene for at få de sidste syrerester væk. Du ved at syren er væk, når du smager på dem med tungespidsen og ikke længere kan spore den syrlige smag fra stenenes overflade.
- Læg stenene til tørre på et sugende underlag. Du kan fremskynde tørringen ved at bruge en hårtørrer eller varmluftpistol. Du kan også lægge dem i ovnen, tænde for ovnen i 5-10 min., slukke igen og vente nogle timer — eller bedst lade dem tørre færdig natten over.
- Læg så stenene tilbage i ovnen og/eller tænd den, når du er sikker på, at de er helt tørre.
- Der kan godt være en ganske tynd film af kalk fra skyllevandet tilbage på stenene efter tørringen — det har ingen betydning. Herefter kan du nyde saunaen i lang tid inden næste afkalkning, typisk 6-12 måneder afhængigt af, hvor ofte der laves saunagus.